Mange løb tabes, mens du står stille.
Ikke på stigningen. Ikke på nedløbet. I depotet, med kolde fingre, tåget hoved og ingen klar idé om, hvad du skal spise, hvad du skal have med, og hvad du skal lade ligge. Det er hele pointen med at planlægge sine depotstop i trail. Venter du til løbsmorgenen med at tænke over flasker, kalorier, salt og timingen af dine dropbags, er du allerede bagud.
Trail tilgiver ikke vage planer. Depoterne ligger med ujævne mellemrum, stigninger gør det sværere at få noget indenbords, varmen øger væskebehovet, og beslutninger taget sent i løbet er sjældent gode. En ernæringsplan fra landevejsmaraton kan ikke bare flyttes over på en bjergrute. Din ernæring skal bygges op om den rigtige rute.
Hvad det egentlig vil sige at planlægge sine depotstop
Det handler ikke kun om at vælge, hvilke geler du skal have med. At planlægge sine depotstop betyder at tilpasse sin indtagsstrategi til rutens opbygning: hvor depoterne ligger, hvor lang tid hver strækning tager, hvilket terræn der ligger imellem, og hvordan belastningen ændrer sig fra afsnit til afsnit.
En strækning på 11 kilometer kan være hurtig og løbbar. Den kan også være en stejl, eksponeret stigning, der tager dobbelt så lang tid som ventet. Den forskel ændrer alt. Den afgør, hvor meget væske du tager med ud, hvor mange kalorier du skal bære, om én flaske er nok, og om et ekstra stop for at fylde op koster mindre tid end at slæbe på ekstra vægt fra start.
God planlægning tager også højde for, hvad der sker, når løbet går skævt. Du misser en påfyldning. Maven slår knude på en stigning i bagende sol. Den mad i depotet, der var lækker ved km 65, bliver uspiselig ved km 115. En solid plan giver dig muligheder, før du får brug for dem.
Start med afstanden mellem depoterne, ikke med produkterne
De fleste løbere starter med mærker, smage og kaloriemål. Det er vigtigt, men det er ikke første skridt. Start med depotoversigten og rutens højdeprofil.
Se på afstanden og den forventede tid mellem hvert depot. Kig derefter på højdemeter, højde over havet, eksponering og hvor teknisk hver strækning er. Et fladt stykke på 90 minutter og en stenet stigning på 90 minutter kan kræve forskelligt indtag, selv om uret viser det samme. Det ene lader dig spise. Det andet tvinger dig over på flydende kalorier i små, hyppige doser.
Det er her, løbets egne rutedata for alvor kommer til deres ret. Ved du, hvor de lange stigninger begynder, hvor terrænet bliver løbbart igen, og hvor tidsgrænserne strammer til, kan du bygge en ernæringsplan, der passer til løbet, i stedet for at bøje løbet efter dine vaner.
På korte trailløb kan planen være enkel. Ét stop, én påfyldning, få beslutninger. På ultraløb bliver hvert depot et kontrolpunkt i et større system. Flasker, salt, koffein, nødkalorier og skift af dropbag skal alle passe til det terræn, der venter.
Planlæg strækning for strækning, ikke for hele løbet
At du har brug for 250 kalorier og 60 cl væske i timen, er et udgangspunkt. Det er ikke en færdig strategi. Trail er for varieret til en pæn timeberegning.
Del løbet op i strækninger mellem depoterne, og giv hver af dem en realistisk tid. Beslut så, hvad du skal have med ud fra hvert depot. Som regel betyder det en målmængde væske, et minimum af kalorier på kroppen og et nødprodukt, hvis din primære ernæring holder op med at gå ned.
Det giver to fordele. For det første undgår du at pakke for tungt fra start og slæbe unødig vægt op ad bakkerne. For det andet mindsker du risikoen for at tage ud på en lang strækning med for lidt, fordi kilometertallet så kort ud på papiret.
Et konkret eksempel gør det tydeligt. Er første strækning 55 minutter på kølig, løbbar sti, kan én flaske og lidt let mad være nok. Er anden strækning 2 timer og 10 minutters eksponeret stigning, skal du måske have fyldte flasker, ekstra salt og kalorier, der er lette at sluge, når du er forpustet. Samme løb. En helt anden depotplan.
Tilpas indtaget til terrænet
Terrænet afgør, hvor let det er at spise. En jævn grussti lader dig tygge og drikke til tiden. Stejle skrænter, tekniske nedløb, vandløb og risikable passager bryder den rytme.
Spørg derfor ikke kun dig selv, hvor meget du har brug for. Spørg også, hvor du rent faktisk kan få det ned.
Mange løbere har gavn af at fylde kalorier på før en stor stigning og så klare sig med væske og enklere mad på den hårde strækning. Andre bruger nedløb eller fladere forbindelsesstykker til at indhente det, de har misset. Det rigtige valg afhænger af din mave, dit tempo og hvor teknisk ruten er. Det vigtigste er at kende de vinduer på forhånd.
Tilpas indtaget til depottypen
Ikke alle depoter giver den samme støtte. Nogle er fuldt udstyrede: vand, sportsdrik, varm mad og adgang til support. Andre er basale, hurtige og begrænsede.
Din plan skal tage højde for det. Et stort depot er stedet, hvor du skifter flasker, fylder kalorier op, får rigtig mad og samler dig før den næste lange indsats. Et lille depot er bare en hurtig påfyldning, og så videre. Behandler du alle stop ens, taber du tid og skal træffe flere unødvendige beslutninger.
Planlæg efter det løb, du faktisk kommer til at løbe
Det er her, mange planer falder fra hinanden. Løbere beregner deres passagetider ved depoterne ud fra det bedste scenarie og tager så for lidt med til de langsommere strækninger. Eller de satser på køligt vejr og bliver fanget af varmen.
Vær ærlig om dit sandsynlige tempo op ad bakke, hvor hurtigt du fylder op, og hvor godt du kan spise, når du er træt. Kan en strækning tage fra 90 minutter til 2 timer afhængigt af forholdene, så planlæg efter den langsomme udgave, medmindre der er en tydelig grund til andet. Lidt ekstra vægt koster næsten altid mindre end at gå død af energimangel.
Det samme gælder for maven. Siger din ideelle plan 300 kalorier i timen, men klarer du det kun i træning på moderat terræn, så skal du ikke tvinge det ned på løbsdagen på en stigning i stegende hede. Hellere 220 stabilt end et mål, du opgiver efter to depoter.
Brug dropbags til at gøre beslutningerne enklere
En dropbag skal mindske risikoen, ikke give dig flere valg.
På lange løb placerer du dine reserver af mad og væske der, hvor rutens krav skifter. Før en varmere strækning, før et langt hul mellem to depoter, eller der, hvor du normalt skifter fra sødt til salt. Hold indholdet overskueligt og præcist. Fyld nøjagtig det op, du regner med at bruge, plus en nødløsning, hvis maven svigter.
Gør ikke din dropbag til en lille udstyrsbutik. Når du er træt, sinker for mange muligheder dig. Du vil have en kort drejebog: skift flasker, snup den mærkede mad, tag salt, løb videre.
Er der tilladt support, gælder samme regel. Dit team skal kende planen for strækningen og ikke bare række dig et eller andet og spørge, hvad du har lyst til.
Depotplanen skal regne tiden med
Depotstop er ikke gratis. Selv effektive stop løber op, især sent i et ultraløb, når koncentrationen daler, og simple ting tager længere tid.
Det betyder ikke, at du skal sjuske dig gennem hvert depot. Det betyder, at du skal vide, hvilke der er tiden værd, og hvilke der ikke er. 60 sekunder ekstra i et stort depot for at fylde ordentligt op og tage de rigtige kalorier med kan spare langt mere tid end at kaste sig dårligt forberedt ud på næste strækning. Omvendt er det et unødvendigt tab at hænge fast i et lille depot, fordi du ikke har besluttet, hvad du skal bruge.
En god plan giver hvert depot en opgave. Kun påfyldning. Påfyldning og mad. Skift af dropbag. Overlevering med supporten. Kender du opgaven, før du ankommer, går det hurtigere.
Test systemet i træningen
Selv den mest gennemtænkte depotplan skal stå sin prøve i terrænet. Brug dine lange ture og løbsspecifikke træningsdage til at øve ernæring strækning for strækning. Bær det, du regner med at bære. Fyld op, når du ville gøre det i løbet. Spis på den type terræn, hvor du planlægger at spise.
Det er her, problemerne viser sig. Måske er dit pulver for koncentreret til de lange stigninger. Måske er det et mareridt at åbne indpakninger med våde hænder. Måske er én flaske nok i køligt vejr, men ikke når solen først er fremme. De detaljer betyder noget, for de vokser under løbets pres.
Bruger du en planlægningsplatform som TrailSight, er det her, fordelen viser sig. Når du ser afstanden mellem depoterne, skiftene i terræn og det forventede behov pr. strækning samlet ét sted, kan du øve den rigtige plan i stedet for at gætte ud fra en PDF og en upræcis højdeprofil.
Hold planen så enkel, at du kan følge den træt
Komplicerede planer ser imponerende ud på papiret og falder sammen ved km 80.
Din depotplan skal være detaljeret i forberedelsen og enkel i udførelsen. Kend tiderne for hver strækning. Kend hvert depots rolle. Vid, hvad der skal med ud fra hvert stop. Kog det hele ned til noget, du kan bruge, når hjernen kører på lavt blus.
De bedste planer er ofte kedelige. Én flaske vand, én flaske sportsdrik. To geler før stigningen. Fyld op i næste depot. Tag frugtstykkerne i vestlommen, hvis fast føde ikke vil ned. Gentag med små justeringer, efterhånden som forholdene ændrer sig.
Det er hele pointen. Du vil ikke tænke ved hvert stop. Du vil ankomme, udføre og være tilbage på stien med det, næste strækning kræver.
Løbet bliver stadig rodet. Vejret slår om. Tempoet ændrer sig. Maven siger fra. Men har du koblet dine depoter sammen med tid, terræn og indtag før løbsdagen, reagerer du ikke i blinde. Du laver små justeringer i et system, der allerede er bygget til ruten. Sådan holder du energien oppe, bliver ved med at bevæge dig fremad og går ind i anden halvdel med kræfter tilbage til at løbe.