En rute kan byde på 29 km singletrack og alligevel kun have 18 km, der reelt kan løbes i løbstempo. Vurderer du de afsnit før start, slipper du for at lægge en landevejsløbers tempoplan ned over et bjergløb. Det afgør dine intensitetsmål, dine passagetider ved depoterne, din ernæringsstrategi og hvad du med rimelighed kan forvente, når uret først kører.
Løbbar betyder ikke flad. Et afsnit er løbbart, hvis du kan holde et jævnt løbeskridt med en intensitet, der passer til dagens distance. En jordstigning på 7 % kan løbes i 20 minutter tidligt i et 25 km-løb. Den samme stigning ved km 68 i et 100 km-løb bliver sandsynligvis gået, når varmen, højden og 2.400 højdemeter har gjort deres arbejde.
Det handler ikke om at sætte et mærkat med "løb" eller "gang" på hvert stykke med en illusorisk præcision. Det handler om at finde ud af, hvor løb er effektivt, hvor rask gang giver mere for indsatsen, og hvor terrænet dikterer tempoet uanset dit niveau.
Start med profilen, ikke med den samlede distance
Den samlede distance skjuler de reelle valg. Et 50 km-løb med 1.500 højdemeter på brede, løbbare skovveje kan vise sig langt mere løbbart end et 30 km-løb med 1.800 højdemeter på stejle, tekniske og glatte bjergstier. Start med at dele ruten op i sammenhængende afsnit: stigning, kam, nedløb, kuperet traverse, forbindelsesstykke på vej eller grusvej.
Brug først depoterne som skillelinjer. De er konkrete pejlemærker: De afgør vand, kalorier, adgang til support og presset fra tidsgrænserne, og det er dem, der giver løbet sin mentale rytme, når trætheden sætter ind. Del derefter ethvert langt afsnit op igen, så snart terrænet skifter markant. Et afsnit på 16 km, der består af en stigning på 750 m og et hurtigt nedløb, er ikke ét tempoproblem, men to.
For hvert afsnit noterer du distance, højdemeter op og ned, gennemsnitlig hældning, maksimal vedvarende hældning, underlag, højde og eksponering. Den gennemsnitlige hældning er nyttig, men den kan snyde: 5 % i gennemsnit kan dække over en flad kilometer, en væg på 20 % og et nedløb. Det er den vedvarende hældning og fordelingen af terrænet, der fortæller dig, om afsnittet reelt kan løbes.
Vurdér de løbbare afsnit ud fra hældningen
Hældningen er det første og hurtigste filter. Men den afgør ikke alt.
På fast, jævnt underlag i moderat højde kan de fleste trænede trailløbere som regel holde et effektivt løb på stigninger under omkring 5 %. Mellem 5 og 8 % afhænger det af niveau, løbets længde, greb og hvor konstant hældningen er. Mellem 8 og 12 % skifter mange mellem løb og gang. Over 12 % er bevidst rask gang ofte det klogeste valg, især i ultra.
De intervaller er pejlemærker, ikke regler. En stigning på 10 % på fast jord kan være lettere at løbe end en rampe på 6 % fuld af rødder, våde sten eller blødt sand. En kort, stejl stump på 15 % er nogle gange værd at løbe helt op, hvis den slår over i et hurtigt nedløb. En stigning på 40 minutter med 9 % tæt på din aerobe tærskel er en helt anden sag.
Tænk i energiforbrug. Vinder du kun et par sekunder ved at løbe, men stikker vejrtrækning, puls og belastningen på lårene af, er gevinsten en illusion: Du tærer på reserverne til næste afsnit. En målrettet rask gang giver dig nok energi til at løbe kammen, nedløbet eller den løbbare dalbund bagefter.
Analysér de vedvarende stigninger for sig
En stigning med 8 % i gennemsnit over 6 km kan rumme flere løbbare flade stykker. Find dem: Det er alle sammen muligheder for at skifte tempo, aflaste musklerne og hente lidt tid uden at presse på de stejleste stykker.
Omvendt er et nedløb ikke løbbart, bare fordi det går nedad. Et stejlt, teknisk nedløb kræver ofte små skridt, opbremsning og konstant aflæsning af linjen. På dit ur lover den samlede hældning fart; i virkeligheden minder din fremdrift mere om kontrolleret gang.
Terræn og teknik har det sidste ord
Hældningen er det, kortet ser. Terrænet er det, dine fødder mærker.
Jævn jord, fast grus, skovveje og åben, løbbar singletrack er som regel sikre kort, når det gælder løb. Løse stenurer, sideskrånende stier, mudder, blødt sand, sne, rødder, våde klippeflader, vandløb og skarpe serpentiner får til gengæld farten til at falde meget hurtigt. Og selv når du kommer godt frem, kræver teknisk terræn en konstant koncentration, som koster dyrt i træthed.
Løbsfotos, rutebeskrivelse, 3D-kort, beretninger fra tidligere udgaver, analyse af GPX-sporet: Brug det hele til at finde skiftene i terrænet. Hold øje med eksponerede kamme, hvor vinden kan gøre fodfæstet usikkert, nordvendte skråninger, der holder på sne eller mudder, og nedløb, der samler mange højdemeter ned på kort distance. Udgiver arrangøren en video af ruten, så se den som en rekognoscering, ikke som underholdning.
Teknikken afhænger også af løberen. En god nedløber, der er hjemme i bjergene, vil vurdere et stenet nedløb som helt løbbart. En trailløber, der er mindre vant til teknisk terræn, må måske forcere det i kontrolleret tempo. Byg din plan på dine egne færdigheder, ikke på billederne af de forreste.
Tag højde for højde, vejr og tidspunktet i løbet
Et stykke, du løber i træningen i køligt vejr, kan blive en stigning, du må gå, når den begynder over 2.700 m i bagende sol. Højden mindsker den intensitet, du kan holde. Varmen øger væskebehovet og gør de stejle stigninger dyrere. Regn kan forvandle en uskyldig jordsti til en ren skøjtebane. Vind kan gøre en eksponeret kam langsom, selv når profilen ser let ud.
Tidspunktet i løbet betyder lige så meget. Vær forsigtig i din vurdering tidligt i løbet: Det er din tilbageholdenhed, der afgør, hvad du har tilbage senere. En stigning, du kunne løbe ved km 6, er stadig en dårlig beregning, hvis du har 3.000 højdemeter tilbage.
På de lange distancer vurderer du hvert afsnit to gange: frisk og træt. En kuperet kam kan være 90 % løbbar i den første tredjedel, 60 % i midten og kun en vekslen mellem løb og gang sidst i løbet. Det er langt mere nyttigt end at tro, at ét tempo holder fra start til mål.
Skal du løbe om natten, så skru yderligere ned for vurderingen på de tekniske stykker. Mørket gør fodplaceringen langsommere, gør orienteringen sværere og lægger en mental belastning oveni, som ikke står på profilen.
Byg en strategi for løb og gang i stedet for at sejle i blinde
Når de løbbare afsnit er fundet, giver du hvert afsnit en intensitet og en måde at bevæge sig på: løbe, gå eller skifte. Hold instrukserne så enkle, at du kan følge dem, når det gør ondt.
På en løbbar stigning kan instruksen være: Løb de svage stigninger, gå hver stejl stump, og bliv under den røde zone. På en stejl stigning: rask gang fra bunden, hænder på lårene om nødvendigt, spis halvvejs, og løb først igen på toppen. På et teknisk nedløb: hold kontrollen i stenene, og forlæng skridtet, så snart stien bliver løbbar igen.
Vær på vagt over for stive, tidsstyrede skift, medmindre de passer til terrænet. Ni minutters løb, ét minuts gang: Metoden kan fungere på en lang, jævn stigning på skovvej. Den falder fra hinanden på terræn, der skifter fra 4 % til 18 % hver få hundrede meter. Pejlemærker knyttet til terrænet holder bedre: Løb det flade, gå de stejle hårnålesving, sæt i gang igen efter vandløbet, pust ud på passet.
En god test: Kan du spise i bevægelse? Kan et afsnit reelt løbes og stadig være let nok til, at du kan spise og drikke, er det ofte det ideelle sted at bevæge sig effektivt og samle tid. Forhindrer løb dig i at spise, eller ryster det din mave, er afsnittet sandsynligvis hårdere, end profilen antyder.
Omsæt det løbbare terræn til realistiske passagetider
Beregn ikke en passagetid ud fra ét gennemsnitstempo. Vurdér tiden pr. terræntype, og læg så prisen for overgangene til. Dit løbetempo på løbbar sti, din stigningsfart i gang på de lange stigninger og dit nedløbstempo i teknisk terræn skal hver især bygge på deres egne antagelser.
Tag et afsnit på 10 km mellem to depoter: 3 km løbbar sti, 1,5 km stigning med 350 højdemeter, 3 km teknisk nedløb og 1,5 km kuperet. Giv hvert stykke en realistisk vurdering baseret på dine træningsdata og sammenligneligt terræn. Læg så tid til at fylde flasker, spise, tissepauser, tvivl om ruten og det uundgåelige dyk efter en stor stigning.
Har du optaget ture på lignende hældninger og terræn, så start med de data. Løbsintensiteten, højden og den opsamlede træthed kræver altid en margin, men din egen historik er bedre end en generisk tempotabel. Når rutedata er organiseret efter depoter, højdeafsnit og skift i terrænet, kan TrailSight hjælpe dig med at gøre de detaljer til en plan, du rent faktisk tager med dig til startstregen.
Hold dine vurderinger op mod tidsgrænserne, men prøv ikke at vinde tid på dem ved at løbe det, der burde gås. Find i stedet de afsnit, der med sikkerhed er løbbare, hvor du bevæger dig effektivt: Det er dér, din margin bygges.
Øv dine valg før løbsdagen
En god vurdering af, hvad der kan løbes, testes i terrænet. Den skal ikke beundres på en skærm. På dine lange ture øver du dig i at skifte fra løb til gang, før du bliver tvunget til det. Find en vedvarende stigning, sammenlign løb og rask gang ved samme oplevede anstrengelse, og læg mærke til virkningen på vejrtrækningen og trætheden i benene.
Træn nedløb på lår, der allerede er trætte. Øv dig i at spise på kuperet terræn. Byder dit løb på højde, varme, stave, natafsnit eller glatte klipper, så indbyg de forhold så meget som muligt. Du træner ikke kun din aerobe motor, men også den dømmekraft, der får din plan til at leve.
På løbsdagen ser du dine vurderinger som et skelet. Forholdene kan gøre dem for forsigtige eller vælte dem helt. Er du godt forberedt, læser du terrænet, tilpasser dig tidligt og gemmer dine bedste ben til de afsnit, hvor løb virkelig betaler sig.